Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

En god start

Overgangen fra hjem til dagpleje

Begyndermøder, forældresamtaler og den daglige kontakt

I samarbejdet i hverdagen vægter vi den daglige kontakt højt og prioriterer, at der skal være mulighed for at holde ekstra samtaler, hvis der er en bekymring eller undren over noget vedrørende barnet. 

Derudover holdes der et begyndermøde ved opstarten i dagpleje, hvor I som forældre deltager sammen med jeres dagplejer og dagplejepædagogen. Når barnet er ca. 2½ år tilbydes I en statussamtale.

Morgentelefonen

Når en dagplejer bliver syg, ringer hun allerede kl. 6 om morgenen til morgentelefonvagten. I bliver derefter kontaktet med tilbud om en gæsteplads. Vi gør os meget umage med at placere børnene med udgangspunkt i, hvor de har været tidligere.
Når dagplejeren har raskmeldt sig får I besked enten via gæstedagplejeren eller en opringning, dagen før

Syge børn

Er jeres barn syg, kan det ikke modtages i dagplejen.

Jeres barn har behov for ekstra ro og omsorg, når det er sygt. Vurder derfor, inden I sender det i dagpleje, om det er rask nok til at deltage i den daglige aktivitet som f.eks. udendørs færden. I kan vise de andre børn hensyn ved at beholde jeres barn hjemme, hvis der er symptomer på sygdom. Bliver barnet sygt i dagplejehjemmet, vil forældrene altid blive kontaktet, så barnet kan blive hentet. Det er den enkelte dagplejer, der vurderer, om barnets tilstand er sådan, at det vil have det bedre hjemme.

Sygdom eller andet fravær skal meddeles dagplejeren. Husk også at give besked når barnet er rask og kommer i dagpleje igen – meget gerne dagen før, hvis det er muligt.

Bliver barnet sygt i dagplejehjemmet, vil forældrene altid blive kontaktet.

Kost/madmod

Det er allerede hos det lille barn, vi lægger grundstenene til gode sunde kostvaner. I dagplejen lægger vi vægt på, at måltiderne foregår i en varm og hyggelig atmosfære. Vi vil gerne støtte børnene i at være aktive, nysgerrige og undersøgende, og i at turde udfordre deres sanser. Er børn modige og tør udfordre sig selv med den mad de spiser, tror vi på, at det vil have afsmittende virkning på den tilgang de har, til andre nye udfordringer. Vi vil gerne medvirke til, at børn får et sundt og naturligt forhold til mad – bliver madmodige – og samtidig lærer de sociale værdier og spilleregler, der knytter sig til måltidet.

I dagplejen er der fuldkostordning. Alle børn får serveret en sund og alsidig kost med frugt og grønt. Vi har ikke en decideret nulsukker-politik, men er dog meget opmærksomme på, at maden, der serveres, er sund, varieret og følger årstiderne samt kun indeholder sukker ved særlige lejligheder. Kiks, saftevand og lignende indgår ikke i den daglige kost.

Sikkerhed i dagplejehjemmet

I dagplejen har vi nogle faste sikkerhedsregler, som skal overholdes. Dette er selvfølgelig for at beskytte børnene bedst muligt. Barnet skal have en godkendt sele i barnevognen. Der foretages jævnligt sikkerhedscheck i dagplejehjemmene og i legestuen. Undgå snore i børnenes tøj/ingen halstørklæder Medbring skiftetøj i tasker - ikke i plasticposer.

Tavshedspligt

Dagplejens personale har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om jeres barn eller private forhold.

Som forældre er man ikke omfattet af tavshedspligten, og derfor er det vigtigt at være klar over, hvor sårbart det kan være, når hjemmet også fungerer som arbejdsplads.

Man kan medvirke til at give sin dagplejer de bedste arbejdsbetingelser ved at behandle de private oplysninger, man uundgåeligt vil komme i besiddelse af, når man kommer og går i dagplejehjemmet, på samme måde, som hvis man havde tavshedspligt.

AULA

Vi informerer jer om dagligdagen via den digitale platform Aula. Her vil du kunne finde billeder  information og personlige beskeder.

Vi har en forventning om, at I, som forældre, orienterer jer på Aula, da I ellers vil kunne gå glip af vigtige informationer.

Nem børn

Dette er også en vigtig platform at blive fortrolig med, da det er her I skal registrere ferie, fridage og sygdom.